Introduktion til maleriet
Igennem sanserne er vi afstandsløst indfældet i universet
 
Skønhed og langsommelighed
Jeg er først og sidst maler. Når jeg igen og igen undersøger, hvad jeg ikke kan leve foruden i min kunstneriske praksis, så bliver det hver gang: At påføre farve til en flade. Duften af linolie, bevægelsen i kroppen og penslen, lyset i pigmenterne. Alligevel er det tit nødvendigt og sjovt at arbejde med forskellige slags materialer og i flere medier: Pc, foto, performance, skulptur, skrift. Efterhånden er jeg dog nået frem til en slags arbejdsmetode, som gør sig gældende i de forskellige processer. 
Mit krav til formen - uanset hvilket medie jeg arbejder i er enkelt og meget svært: Formen skal være smuk - skøn - men hvad er skønhed? Der er altid tale om kulturelle bindinger og personlig smag. Alligevel er der noget, der er skønnere end noget andet. Skønhed forstået som en harmonisk sammensætning af værkets bestanddele til en helhed, hvor alt passer sammen og intet kan undværes. Jeg vil gerne have at mennesker siger - "hvor er det smukt" - når de ser et af mine værker. Jeg insisterer på en æstetik, der har skønheden som mål. Men selve det æstetiske kan jo derfor godt formidle disharmoniske problemstillinger eller selv underkaste et indhold en disharmoni. Det er derfor også vigtigt, at jeg ved hvilken kunstnerisk tradition, jeg i en given proces indskriver mig i.

Nej til sentimentalitet
Nej til "smartness"
Nej til "hitte-på-somhed
Ja til indholdsmæssig tyngde
Ja til åbenhed og sårbarhed
Ja til mangfoldighed i tydningerne - almene lag
Ja til en særlig metodik, system, håndværk udviklet til hvert værk

Naturligvis skal processen og indholdet interessere mig. Der skal være et personligt udspring - en drift - en lyst - en nødvendighed for at behandle et emne. Selve arbejdet med et givent indhold går så på at gøre det synligt i en form for andre mennesker, så de kan bringes i den samme stemning og følelse, som jeg har arbejdet med undervejs i processen.

Til selve arbejdsprocessen har jeg det ene krav, at det skal tage lang tid. Langsommelighed er det meditative element for mig, når jeg arbejder.



Selvportræt - en genre, man altid kan vende tilbage til, fordi modellen er lige ved hånden. :)