Af Karin Lykke Waldhausen

”Gennem sanserne er vi afstandsløst indfældet i universet”, siger min helt og inspirator K.E.Løgstrup i sin bog: Kunst og erkendelse.

Med det mener han, at sansningen træder ind i verden igennem kroppen og at der ikke er nogen afstand imellem det fysiske øje og det øjet ser. Mellem det fysiske øre og det øret hører. Når vi hører solsorten fløjte og ved, at den sidder ude i træet i haven, så er det ikke øret, der ved dette, men derimod vores bevidsthed. Bevidstheden skaber afstand til det sansede. Kroppen og sansningen er i nu´et og i dette nu er der ingen afstand. Bevidstheden, tankerne er altid enten i fortiden eller i fremtiden, fordi tanker udfolder sig i tid.

Altså: Krop, sansning, nu overfor Forstand, tanke, fortid eller fremtid.

Det kunstneriske symbol (billedet, musikken,  teatret osv) ligger et sted midt imellem nu og tid. Det indeholder både sansning og bevidsthed. Det kalder bevidstheden ind i kroppen, så bevidstheden bruges på at observere, hvad kroppen sanser – hvad øjnene ser, hvad næsen lugter, hvad muskler og hud mærker. Set på denne måde kan man sige, at et værk af kunstnerisk art kalder til nærvær.

Det er det enkleste og første lag i en undersøgelse af det kunstneriske symbols natur og funktion. Her kan alle være med, der har en krop og en bevidsthed. Her kan man lade sig overvælde, gribe, berøre, befamle, forføre. Det betyder at dette lag i værket er universelt. Øjet sanser farven rød uanset om man er selv er hvid eller sort. Barn eller voksen. På dette lag kan alle mennesker opleve kunst og der kræves ingen særlige forudsætninger. Se, lyt, rør, smag! Det næste lag er mere kompliceret.

For værket indeholder jo netop også bevidsthed. Denne bevidsthed kan vi til en start tillægge kunstneren og hans intention med værket. Kunstneren vil fortælle mig noget med sit værk. Han har med sin krop og bevidsthed gjort sig sansninger og tanker omkring et perspektiv i tilværelsen og nu vil han fortælle om det til mig. Så jeg ser altså en rød farve og det gjorde kunstneren også, da han i sin tid satte farven på lærredet -  i sansningen er der sammenfald mellem os. Men for mig betyder farven rød måske kærlighed – eller endnu mere lokalt – den minder mig om en kjole, jeg havde som barn, som min mor havde syet. Når jeg fra det direkte sanseplan begynder at bruge min bevidsthed, ryger jeg via farven rød ind i mit eget lille univers. Den stakkels kunstner, som egentlig havde kaldt sit røde billede ”Hyldest til Lenin” er sat helt ud på et sidespor.  Med mindre jeg er villig til at åbne mig mod kunstnerens univers – stille min bevidsthed til rådighed for billedet. Så jeg bruger min egen bevidsthed på kunstnerens perspektiv. I første omgang ved at dreje blikket og læse billedets titel. Hvis jeg ikke kan læse (dansk) og aldrig har hørt om den russiske revolution – så er jeg lige vidt, så er jeg stadig henvist til den afstandsløse sansning og dens universalitet. Så er det denne sansning vi kan dele – kunstneren, værket og jeg. Men hvis jeg kan læse og har hørt om revolutionen i det store land, så dukker der en ny fortælling op i mig, der ikke handler om min barndoms røde kjole, men en fortælling om krig, død, ideologi, tåbelighed, politiske strategier osv osv.  Mere kompleks, jo mere jeg ved naturligvis. Ved jeg også noget om kunstnerens øvrige værk kan det berige yderligere. Har jeg selv erfaringer med at være flygtning, med sorg, død og lidelse vil dette også tilføje oplevelsen lag.  

Dette er meget, meget forenklet og tjener til at illustrere at sansningen er universel og bevidstheden lokal. Det kunstneriske symbol kan imidlertid dette, at være både universelt og lokalt på samme tid. Det kunstneriske symbol er vel det tegn på menneskelighed, der mest entydigt adskiller os fra dyrene. Dyr bruger redskaber og har signalsprog, men ingen dyr skriver digte og komponerer symfonier. Det kunstneriske symbol er enestående for mennesket og enestående, fordi det netop kan dette: at sammenføje sansning og bevidsthed.

På den måde er det kunstneriske symbol en slags healer mellem krop og forstand. Symbol kommer af græsk Symbalein og betyder netop at sammenfatte. Det, symbolet sammenfatter, er stoffet (materialet) og noget andet. F.eks. kan jeg tage 2 pinde af træ (stoffet) lægge dem på kryds over hinanden, den ene pind lidt højere på midteraksen af den anden. Så får jeg et kors (symbol) der i sin betydning er temmelig mere omfattende end blot de to pinde. Betydningen er kulturelt og lokalt betinget, men fordi det kunstneriske symbol starter med at henvende sig til kroppen får vi også den universalitet med, der binder os til det andet menneske og det fysiske univers.  Endelig ser vi også at kunstneriske symboler er opstået overalt, hvor der er eller har været mennesker – at de er opstået og udviklet på nogenlunde samme måde i de pågældende kulturer og at de omhandler i deres betydningslag nogenlunde de samme problemstillinger ved at være menneske.

Næste gang, jeg skriver vil jeg fortælle om, hvordan og hvorfor mennesket følte trang til at skabe et sådant fænomen som det kunstneriske symbol.

Karin Waldhausen

Af Karin Waldhausen

Engang i tidernes morgen var stammens mænd på jagt. Det var en lang og farefuld jagt. Den strakte sig over mange dage. Byttet var en stor mammut og prisen var at 2 jægere blev trampet ihjel og fire spyd knækkede inden dyret endelig opgav ånden og afleverede sit enorme korpus til menneskemændene. Vel tilbage i lejren med masser af kød og udsigt til at overleve det næste stykke tid opstod måske ønsket om at fortælle om jagten til de andre stammemedlemmer. Måske i skæret fra bålet og lugten af stegt kød. Måske med natten over hovedet og massere af stjerner.

Vi ved at disse allerførste af menneskets fortællinger havde form som mimetetiske danse. Man dansede, sang og genopførte jagten. I genopførelsen blev jagten selvsagt trukket sammen i tid. Fortællingen om jagten varede ikke i mange dage, som den havde gjort i virkeligheden – måske kun nogle få timer. Man gennemførte heller ikke jagten i konkret forstand – gennem drab og med tab. Man mimede – man spillede jagten. Man lod som om man stak til et imaginært dyr, man lod som om man var den jæger, der faldt under mammuttens trampen. Man simulerede, at man var den bange mammut, presset op mod klippevæggen. Senere blev denne ”laden som om” udvidet med musikinstrumenter, masker, kostumer, kor, skuespillere. Jægerne genopførte jagten med det formål at fortælle følelsesmæssigt, hvordan jagten havde været. De andre stammemedlemmer – publikum – modtog fortællingen igennem at gyse, glædes, vredes, se mammutten i billeder foran sig – de modtog igennem deres sanser og følelser, men de forstod med deres forstand, fordi den verden der blev skildret var deres. De kendte den og genkendte den. I fortællingen om jagten blev de bundet sammen som mennesker og folk. Når først jagten var opført én gang, kunne den opføres igen og igen. En sådan jagtfortælling kalder vi et commerativt ritual. Et ritual, der tjener til at huske, sammenfatte og skabe fællesskab for stammen igennem genkendelse af verden og dens indhold.

Men engang havde det måske stået rigtig dårligt til med jagt igennem lang tid. Man sultede, døde, frøs og alt var noget rigtig møg. Man besluttede så at sende de allerbedste jægere ud på den allersidste jagt og den skulle gå længere ud i verden end man før havde været. Ud i det ukendte. Jægerne skulle ikke komme hjem, hvis de ikke havde mad, for så var det hele lige meget.  I den situation kunne man måske godt få brug for noget af det held, som havde tilsmilet tidligere jægere. Man kunne også have brug for at for genopfrisket den gode jagtfortælling som en slags gode råd inden afgang fra lejren. Vi ved ikke hvordan det nøjagtig er foregået, men vi ved at jagtfortællingen rykker frem i tid. Fortællingen om den store jagt bliver fortalt før den næste jagt. Den bliver fortalt med det formål at huske, hvordan de gjorde det – de tidligere jægere, og for at få del i deres jagtlykke., For at betvinge og besværge den ukendte verden, man var på vej ud i. Når jagtritualet bliver opført før en ny jagt kaldes det et magisk ritual. Magisk fordi man i handlingen indarbejder ønsket om at kunne påvirke fremtiden gunstigt. Nemlig ved at afværge død og manglende bytte og påkalde liv og massere af kød til stammen. Men formen var stadig en sammentrækning i tid og brug af danse, gestus, masker, musik og sang som symboler på følelses- og sansemæssige erfaringer.

Den religionshistoriske professor Jane Ellen Harrison beskriver det magiske ritual i sin egenskab af at ville afværge det onde og tiltrække det gode – som menneskets religiøse impuls. Fra denne impuls – skabt længe før guder og religiøse retninger – stammer menneskets håb om og længsel efter at kunne påvirke sin verden frem i tiden ved at skildre hvad vi ikke vil have og hvad vi gerne vil have.

Det commemorative og det magiske ritual som de i førte omgang kommer til udtryk i en slags teater, er de allerførste æstetiske symboler vi kan erkende i menneskets historie om sig selv og sit forhold til verden. Det æstetiske symbol (billeder, teater, musik osv) får sin berettigelse fra at skildre menneskets historie og forhold til verden ved at henvende sig til følelser og sanser igennem en form og sit indhold igennem at afdække og besværge verden . Denne magiske streng i symbolet giver stadig den dag i dag billeder, skulpturer, musikstykker, operaer en slags ophøjet status og mystisk indhold, der aldrig helt kan afkodes med fornuften. De er besjælet med en energi, der kun kan opfattes, hvis man tager følelser og sanser til hjælp. Men som omvendt ikke kun kan opfattes igennem følelser og sanser.

Jeg kommer her tilbage til første del af det æstetiske symbols historie, for pointen bliver at det æstetiske symbol ligger i et sted imellem sansning og fornuft og at det af samme årsag rummer både universelle og lokale lag. Endelig at dets funktion er at gøre os klogere på den verden vi befinder os i. Kunst bliver altså på denne måde forstået som en slags pagt med livet. En dialog, der skal blive ved, hvor selve det at blive ved med at søge og skildre og besværge og genkalde og formidle sit perspektiv er målet i sig selv. Ophører dialogen, som når den religiøse impuls bliver til religion (ideologi) eller når den genkaldende fortælling stivner og ikke længere skildrer en genkendelig verden, så mister kunsten sin funktion. Tilbage er så igen kun stoffet.

Karin Lykke Waldhausen, Vive nov.2008