Om kunst - www.karinlykkewaldhausen.dk

Karin Lykke Waldhausen

Antal besøg:

Newman og Rotko

Der er utrolig mange kunstnere og endnu flere værker, der har berørt mig og haft betydning for mig. Jeg vil starte med at nævne 2 amerikanske
abstrakt/ekspressionistiske malere, nemlig Barnett Newman og Mark Rotko som begge har haft meget stor indflydelse på mit arbejde med farven og maleriet som ekstistentielt mellemværende.
Rotkos billeder arbejder med farven på et dybt spirituelt niveau, hvor jeg bliver meget rolig og groundet og næsten endda kan komme til at græde, den slags gråd, der forløser.
Der er en dyb healende kraft i nogle af hans malerier og i de sidste stor stor sorg og hvis man har haft en depression, ved man hvordan verden ser ud. Rotko rammer dette lag og healer det på samme tid. Det er vist det nærmeste jeg kan komme det.
Newman - Newman malede i hele sit liv kun 72 malerier, men han blev far og mæcen til en hel generation af avantgarde-malere. Han var som Rotko, fattig og kompromiløs og fik først i sin sene alderdom et egentlig gennembrud efter et hjerteslag og det var med skulpturer! Men hans malerier stræber efter det sublime. Det højeste, det reneste, det mest frigjorte fra materien. Han opfandt simpelthen et sprog, der som Tolkins elversprog, eller Esparanza, havde sin egen mystiske betydning og som kun kunne/ kan forståes ved at sætte alt rationalitet og fornuft på stand-by eller faktisk er hans malerier uhyre rationelle og fornuftige - men på et højere plan så at sige.
Nu kunne man sige om begge malere, at "Det kan jeg da også lave", men dels var der ingen, der havde lavet det før dem og først, da de havde lavet det, kunne man sige "Det kan jeg også lave" - "Ja, men du gjorde det ikke" kunne man svare. Men faktisk mener jeg ikke, at vi kan lave det (og tro mig - jeg har prøvet). Rotkos malerier er meget store og de bindemidler og farvepigmenter han bruger er højest utraditionelle, hvilket har givet konservatorerne grå hår i hovedet, fordi hans malerier stadig arbejder! (Og altså dermed ændrer sig). Newmans malerier er fremkommet igennem dybtgående undersøgelser af farvens sprog - undersøgelser som altså flere generationer af malere arbejder videre fra - også i dag - et sprog, som det kunne se ud, dér hvor farven er frigjort fra motiv, komposition, penselstrøg og hvad der ellers måtte "støje" ind over farven. Så derfor betyder dise to malere så meget for mig... Jeg plejer at sige: Newman - I´m still your woman!
Karin Lykke Waldhausen

Who´s Afraid of Imperfection?

Betydning og form

Når betydning underkastes form kan nye betydninger opstå. Kunstnerens opgave er så at vælge og indkredse et betydningsfelt og underkaste det form. Men videre må kunstnerens villen i betydningsfeltet underkaste sig formen. Kunstneren kan vælge den aktuelle form og begynde en fremkaldelse af betydningsfeltet igennem formen, men i denne proces kan hun ikke beherske de nye betydninger, der måtte opstå. Jeg har tidligere kaldt dette vilkår, at værket har sit eget liv. Men for nogen smagte det lidt for meget af en eller anden obskur metafysik. Det er tværtimod ganske konkret. Kunstneren kan ikke beherske, hvad formen fremkalder eller senere hvad en anden bevidsthed fremkalder i formen. Kunstneren er derfor kun betydningsfuld for så vidt angår valget af betydningfelt, valget af form og udøvelse af de håndværk den pågældende form måtte kræve. Det sidste kan hun også overlade til assistenter. Kunstnerens egentlige arbejde er så af bevidsthedsmæssig art: At fremkalde Platons ideverden i materialet, således at vi genkender ideen, selvom vi aldrig selv har haft den.
Hvad vil det sige, at genkende en ide før man selv har haft den i mødet med et værk? Ja, for mig betyder det at jeg som menneske genkender det menneskelige i værket. Et eksempel: Jeg hører ofte udtalelsen: Skal det være kunst, det kunne jeg da også ha fundet på. Ja, kunne man så svare, men du gjorde det ikke! Denne situation anskueliggør lige præcis det forhold, at bevidsthed bliver bevidst om noget, og derfor opfatter at den selv kunne have skabt det. Der er flere filosofiske perspektiver her: For det første har den beskuende bevidthed naturligvis sin andel i skabelsen af værket i og med at værket afdækker forhold om samfundet og mennesklivet og den beskuende bevidsthed alt andet lige jo er en del af samme. For det andet når bevidstheds- indholdet i værket er fremsat, kan andre godt arbejde videre med dette og tilføje nuancer eller nye erkendelser, nøjagtig som al anden videnskaben foregår. Men der er den afgørende forskel på fysik og litteratur f.ex. at man for fysikkens vedkommende godt kan klare sig med en updateret bog om forskningen indenfor partikulær fysik, men at man for litteraturens og billedkunstens vedkommende altid er nødt til at læse original værkerne. Værket er - når det godt - både unikt og fællesskabende (i genkendelsen) på samme tid.

I mine hænder, olie på lærred, 70 x 90 cm, Waldhausen, 2010

Kan kunst være ond og stadig være kunst?

"Det er at sige noget grimt, når man laver grim kunst", siger en af mine kunstnerkollegaer. Jeg ved den samme diskution foregår indenfor alle kunstarter - musik, teater, dans, litteratur osv. Og det filosofiske problem her er: Kan kunst være ond og være kunst på samme tid? Jeg mener Nej, støttet af den argumentation, der fremføres af bl.a Løgstrup og Heidegger m.fl. Så vi laver altså en differentiering, når vi siger: Det der, er godt! Det der, er dårligt (ondt)! I artiklen om de første tegn i skønhedens historie, anfører jeg at menneskets skabende impuls er styret at to og kun to intentioner: At tiltrække det gode liv og afværge det onde liv. Så for mig er det altså ulige meget mere interessant i forbindelse med vores kunstdiskutioner her, at fortælle hinanden, hvorfor - er det godt det der? Hvorfor er det noget lort? Her får vi nemlig en eksistentiel diskution i forbindelse med kunst og det er efter min (og heldigvis da også andres) mening, al kunsts oprindelse og grund.
Lige så snart vi går ind og skriver at kunstens kriterie er skønhed (eller det smukke), så ryger vi ind i kulturhistoriske diskutioner af forskellige skønhedsidealer i forskellige tider. Det er papegøjeviden, som skønt vigtigt for vores forståelse af os selv som mennesker - alligevel ikke bringer os ind i det rum, hvor vi konfronteres med vores opfattelser af ondt og godt og dermed har vi afskåret os fra kunstens egentlige potentiale: At udforske verden for at skabe bedre liv (tiltrække det gode og undgå det onde). Det er ikke kunsten selv, der skal definere dette - kunst er ikke og skal ikke være moralsk - men kunsten skal pege på dimensionerne i menneskelivet. Kunstneren er pioner og opdagelsesrejsende og nogen gange opdager han slet ikke selv, hvad han har opdaget - det gør vi andre måske. Og i det daglige liv kan vi omsætte disse æstetiske erfaringer til moralregler, men i dét øjeblik, vi omsætter til regler, så er vi tilbage i skønhedsdiskutionens papegøje-del, for hvad er så god og dårlig moral. Det skifter igen med kulturhistoriske bølger og har altså principielt ikke noget med kunst og kunstens potentiale at gøre. Enhver kunstner arbejder i sin tid og med denne tids vilkår, men han overskrider dem også, når han peger på nye dimensioner af tilværelsen.

Bo W her på sitet spørger: Hvis kunst skal tiltrække det gode og undgå det onde! Er den så netop ikke moraliserende? I bredeste forstand?

Nej for moral er godt og ondt omsat til leveregler og de leveregler, man har brug for i ørkenen er ikke de samme, som man har brug for i byen for at opnår godt liv. De leveregler man brugte i middelalderen er ikke nødvendigvis gode at benytte i dag for at opnå godt liv. Kunsten omsætter ikke til leveregler - det gør morallæren. Kunst er magisk, undersøgende, afdækkende, dokumenterende, forestillende. Igennem vores møde med kunst skærpes vores sanser, men fordi kunst netop ikke kun henvender sig til sanserne men også til bevidstheden (p.gr.a kunstnerens intention)giver kunst indsigt i livsforhold - nemlig de livsforhold kunstneren bærer frem til os. Han viser os disse forhold, han er ikke interesseret i, hvad vi gør ved disse forhold. Hvis han er, så har vi ganske rigtigt en moralsk kunst - eller ideologisk kunst om man vil - som man så kan diskutere om overhovedet er kunst eller om den i højere grad er noget andet: Læring f.ex. Det er den type kunst, som James Joyce kalder didaktisk kunst og som bruges til at få et budskab til at glide ned så at sige - f.ex. i politiske manifester, lærebøger osv. her bliver kunsten illustrativ og redskab for noget andet. Gør man kunsten til redskab for noget andet end livet selv, så er det heldigvis så snedigt - synes jeg i hvert fald - at så forsvinder kunsten ud af vinduet. Det samme forhold gælder for kærligheden - bruger man kærligheden i en andes sags tjeneste, så har den det med at forsvinde som dug for solen. :)

Debat om kunst på bloggen Kunst.dk

Karin Lykke waldhausen skriver:

16. november 2010 kl. 00:59

Kære Frans Jacobi,

Jeg forstår ikke dette udsagn: “Her hos os i kunstens verden er vi tvunget til at diskutere tingene på et moralsk, eksistentielt plan.”

Eksistentielt – ja! Moralsk – nej! Jeg ønsker mig ikke kunsten spændt for et eller andet moralsæt, uanset om jeg selv ville kunne godkende dette moralsæt eller ej. Som alm. menneske sidder jeg gerne i sene nattetimer og udfolder min modstand mod Danmarks deltagelse i flere krige. Som alm. menneske har jeg en holdning, som jeg forfægter, og den stemmer meget godt overens med dem, du fremlægger her – omend jeg kunne have have lyst til at tilføje en enkelt dimension eller to.

Som maler – derimod – gør jeg ikke rede for mine holdninger – jeg skildrer – jeg fremlægger – jeg afdækker – men jeg fortæller ikke folk, hvad der rigtigt og forkert. Dette betyder jo så omvendt, at jeg ikke tillægger kunstneriske udtryk, der påberåber sig specifik moral eller mangel på moral, nogen kraft i eksistentiel henseende. Om end dem, der er amoralske er sjovere at debattere. De moralske derimod – er det som James Joyce henregner under betegnelsen “didaktisk kunst” og den skifter som tiderne gør det, hvad enten vi taler om fascistiske udtryk eller dekorative.

Mange filosoffer har diskuteret, hvorvidt kunst kan være ond. Det kan den jo principielt godt være, hvis vi definerer det onde ideologisk. Men ideologier skifter, som moralen gør det, som sædvanen (etikken) gør det. Hvis vi derimod definerer godt og ondt fænomenologisk, så ender vi i netop i en eksistentiel kategori: Den der beskæftiger sig med godt og ondt liv. Og her må kunsten naturligvis rette sig imod det gode liv, hvilket ikke er det samme som at plædere for, hvad godt liv så er.

Kunsten plæderer for det gode liv ved samvittighedsfuldt og ærligt at fremlægge og beskrive i sine udtryk, det der sker! Det, den ser!

Dit egentlige emne, hvorvidt det er problematisk, at Per Stig Møller nu er kulturminister og om han burde været gået af som udenrigsminister i protest mod torturen i forbindelse med afhøring af irakiske fanger, kan jeg faktisk ikke se relevansen i – i forhold til kunstdebatten. Muligvis burde han være gået af, muligvis bliver han en dårlig kulturminister. Det første gjorde han ikke, det andet ved vi ikke noget om endnu. Men i forhold til den udenrigsminister, vi har for tiden, kan man jo gribe sig selv i at længes efter fortiden og i forhold til den kulturminister, han afløser kan det vel kun blive bedre – eller hvad?

Måske må vi bare affinde os med, at ånden flyver temmelig lavt i Danmark for tiden – uanset – og at den enkelt kunstner derfor har desto større forpligtigelse til at skildre, det hun afdækker om eksistenstensen samvittighedsfuldt og ærligt.

Log ind for at kommentere

Kunsten dømmer ikke, den fremlægger verden i kunstnerens perspektiv.

Del siden på Facebook